diskussion og fornuftens efterprøvelse, kunne stå selv.
Man kan i en vis forstand sige, at Burke forstod konflikten som værende mellem diskussions-princippet og arvefølge-princippet, dvs. mellem princippet om, at ting kun kan stå efter grundig, rationel undersøgelse, og princippet om, at ting kan stå, hvis de har bevist deres værd ved over længere tid at blive stående. Vi kan også betegne det som en konflikt mellem et rationelt og et historisk vurderingskriterium, hvor historien ifølge Burke er det afgørende kriterium, da permanens udtrykker dels genstandens egenværd og dels dens retmæssige plads i det værende. Arvefølgeprincippet er derfor princippet om, at ting har bekræftet deres eksistensværdi ved langvarig eksistens og udstrakt over tid gennem generationers arvefølge af titler, ejendom, fordomme med mere, hvorimod diskussionsprincippet implicerer altings foreløbighed, hvor historisk udstrækning ikke kvalificerer, men måske endda gør genstanden suspekt som noget, der indtil videre uretmæssigt har unddraget sig undersøgelse og kritik.
II
I et brev fra 29. januar 1795 skriver Burke:
Hvad er jacobisme? Det er et forsøg (hidtil alt for succesfuldt) på at udrydde fordomme fra menneskets sind med det formål at lægge al magt og autoritet i hænderne på de personer, der er i stand til fra tid og anden at oplyse folk. Til dette formål har jacobinerne besluttet sig for at ødelægge hele de gamle samfunds struktur og ramme og at genskabe dem efter deres eget hoved. For at skaffe en hær til dette formål hyrer de overalt de fattige ved at fremvise de riges bytte som en bestikkelse […] Den store fordom, og den, der holder alle de andre fordomme sammen, er religion, og det er også det første, sidste og midterste mål for deres vrede.74
Ved siden af det forhold, at Burke her klart indikerer, at troen på et opgør med fordomme involverer sine egne fordomme – hvilket for Burke at se må være et indlysende argument for, at naturen sætter sig igennem, selv hos dem, der fornægter den – så er det afgørende ved dette citat, at Burke bestemmer konflikten som basalt set religiøs. Eller rettere: Virkeligheden er religiøs, mens oplysningen er ateistisk og dermed i et opgør med virkeligheden som sådan.
De franske revolutionære er “ateistiske og morderiske barbarer”, der har lært deres religionshad fra oplysningen. Burke giver ingen eksempler på oplysningens ateisme – der var selvfølgelig nogle ateister som til alle tider, men de fleste var religiøse i en eller anden forstand, om ikke andet så fordi de mente – som fx Voltaire, der afskyede ateisme – at religion var nødvendig for den sociale fred – men Burke konkluderer, at deres egentlige bevæggrund var et had til Gud og kirke: “De, der ikke elsker religion, hader den. Oprørerne imod Gud absolut hader skaberen af deres eksistens. De hader ham”.75 Oplysningsfilosofferne “rev præsteskabets omdømme i stykker med deres rasende deklamationer og skældsord”, hvorefter revolutionens politikere “sønderrev deres kroppe i massakrer”.76
Burke medgiver, at der altid har været ateister, men opildnet af oplysningen er de blevet “aktive, beregnende, turbulente og oprørske. De er svorne fjender af konger, adel og præsteskab”.77 De franske revolutionære “udførte i grusomhed, hvad de havde planlagt i bedrag”.78 Eller rettere, hvad oplysningsfilosofferne havde planlagt i bedrag og skjul. Burke kommer tæt på en egentlig konspirationsteori omkring den franske revolution. I 1797, kort før sin død, skrev han til den franske konspirationsteoretiker Augustin Barruel (1741-1820)79 – hvis store firebindsværk om oplysningssammensværgelsen bag den franske revolution fik enorm udbredelse – at han var ganske enig med ham, og Burke hævdede, at han personligt kendte til en sammensværgelse, der gik helt tilbage til 1773.80
I Reflections taler han fx om, at en “intrige, der kalder sig selv filosofisk”,81 en “litterær intrige”, havde skabt “en regulær plan for ødelæggelsen af den kristne religion”.82 Disse “ateistiske fædre” af revolutionen arbejdede for at vinde kontrol over meningsdannelsen uden dog at lægge deres plan åbent frem. “Intrigens ressourcer blev brugt for at supplere argumentet og forstandens mangler. Til dette system af litterært monopol blev tilføjet en uophørlig indsats for at bagvaske og diskreditere på alle måder og med alle midler alle dem, der ikke tilhørte deres fraktion”.83 Det litterære monopol henviser til en udbredt forestilling hos modoplysningen om, at tiden inden den franske revolution var domineret af en oplysningsfilosofi, der med fanatisme og intolerance som våben prædikede fremskridt og tolerance.
Ifølge Burke indyndede oplysningsfilosofferne sig hos velvillige fyrster, spredte deres budskab blandt folket og lagde deres planer.84 Konspirationsteorien bliver dels svaret på, hvordan en unaturlig filosofi kan få så stor indflydelse og vinde så stor en sejr, men derudover er den også en tidlig kritik af den offentlige mening, for det er tydeligt i Burkes skrifter, at det netop var opkomsten af aviser og en meningsdannelse på tværs af klasser og nationer, der forfærdede ham. I alle lande, observerer Burke, spreder “den franske konspiration” sig,85 og i England finder han den hos dissenterne i de forskellige kristne kirker, de der er dissenter af karakter, temperament og disposition, alle ateister, deister og socinianere, alle dem, der hader præsteskabet og misunder adelen, en stor andel af pengemændene og alle i Østindisk Kompagni,86 kort sagt alle de, der står i modsætning til Burkes aristokratiske samfundsmodel. Konspirationsteorien er en slags modteori til den offentlige mening, da den påstår, at selv i, måske endda særligt i, en oplyst, diskuterende tidsalder foregår de afgørende udviklinger skjult og fordækt. Den offentlige mening samt inddragelsen af nye klasser i meningsdannelsen er derfor et bedrag, der dækker over en lille fanatisk gruppes sammensværgelse.87
Oplysningsfilosofferne var revolutionens åndelige bagmænd, og det var dem, der gjorde denne revolution anderledes end alle andre hidtidige. Revolutionspolitikerne var kun marginalt værre end sådanne generelt, men dog afhængige af oplysningsfilosofferne, som sikrede, at resultatet blev katastrofalt, idet det fik en antireligiøs kerne:
Hvem kunne have troet, at den mest fuldendte og formidable revolution i et stort imperium kunne være skabt af filosoffer, ikke som underordnede hjælpere eller som oprørets hornblæsere, men som dens primære planlæggere og ledere – og kort tid derefter som dens administratorer og suveræne herskere? Hvem kunne have troet, at ateisme kunne skabe et af fanatismens mest voldsomme operative principper?88
Burke er en klar tilhænger af den kontinuitetstese, der ser en ubrudt linje fra oplysningsfilosofien til den franske revolution, og hans kritik bliver derfor del af en konservativ anklage mod politisk aktivisme for med (næsten automatisk) nødvendighed at udarte til vold. For Burke kan politik informeret af oplysningsprojektet kun forstås som magtbegær og ondskab, idet der på religionens tomme plads kun kan stå menneskets mørkeste lyster og laster.
III
Reflections og de senere antirevolutionære skrifter er i ikke ringe grad en afvisning af det demokratiske legitimitetsprincip, der vil gøre den politiske magt ansvarlig over for folket. Det afviser Burke som enten “nonsens” eller en “meget ufunderet, farlig, illegal og ukonstitutionel position”,89 da konsekvensen er, at alle andre regenter end den demokratisk valgte er illegitime, idet deres magt ikke er afledt af den eneste legitime, nemlig folket. Det, vi ser brydes, er spørgsmålet om, hvad der gør politisk magt legitim. For Burke er det først og fremmest kontinuitet, dvs. historisk udstrækning og arvelighed, hvorimod han forstår både oplysningen og revolutionen som demokratiske, idet legitim magt udelukkende hidrører fra folket.
Burke misforstår eller reducerer både oplysningen og revolutionens mangeartede indstillinger til politisk magt, men han gør ret i at se et nyt legitimitetsprincip bryde frem, et princip, der forandrer den hidtidige monarkiske magt fra at være legitimeret af Gud, traditionen og historiens nåde til at være noget illegitimt; og hvor det endda er den gamle tids legitimeringskategorier, der nu gør
