sig ved radikaliteten af sin pessimistiske fremstilling af menneskenaturen. I en tekst om menneskeofring skriver han, at der, hvor den sande (katolske) Gud ikke kendes, og hvor sandheden ikke er kendt, der “vil menneske slagte menneske, og måske endda æde ham”.119
Af de tre modoplysningstænkere, der behandles i denne bog, er Maistre den klart mest belæste og komplekst tænkende; den, der rent faktisk engagerer sig i en kritik af sine modstanderes tekster og argumenter. Det følgende vil derfor kun skrabe i overfladen, om end vigtige steder, og de forskellige elementer i Maistres teori behandles her kun i relation til kritikken af oplysningsfilosofien, hvilket selvsagt resulterer i en vis simplificering af kompleksiteten og bredden af hans tænkning.
Maistre blev født i 1753 i Chambéry, hovedstaden i Savoy-provinsen, der dengang tilhørte kongedømmet Piedmont-Sardinien. Han fik en juridisk eksamen og fungerede som lokal embedsmand og senator, samtidig med at han læste bredt i tidens filosofiske, politiske og religiøse litteratur. I september 1792 måtte han flygte, da franske tropper invaderede Savoy,120 hvorefter han tjente som konsul og diplomat, bl.a. ved det russiske hof, og i slutningen af sit liv igen som embedsmand på Sardinien og frem til sin død som justitsminister af Piedmont-Sardinien. Sideløbende hermed skrev han en lang række skrifter, der placerede ham som en af sin samtids mest toneangivende modoplysningstænkere. Han døde i 1821. Når han i dag kaldes fransk, skal det forstås på samme måde, som schweizeren Rousseau kaldes fransk, som en anerkendelse af, hvor hans tænkning var placeret. Paris, som han kun besøgte én gang, var omdrejningspunktet for hans tænkning, og givet den franske revolution og 1792-invasionen også årsagen til hans omskiftelige tilværelse.121
I
Som de andre modoplysningstænkere – og Maistre var inspireret af Burke, men kom til sine konklusioner og pointer uafhængigt af ham og gennem sine katolske og frimureriske kilder – ser Maistre en altafgørende konflikt mellem kristendommen og det, han beskriver som filosofisme (som en sammentrækning af filosofi og sofisme). Filosofisme eller oplysningsfilosofi er det seneste og mest destruktive i en række angreb på den sande tro: “[I] ethvert århundrede har verdens største svøbe altid været kaldt filosofi, for filosofi er intet andet end den menneskelige fornuft, der handler alene, og menneskelig fornuft reduceret til dets egne ressourcer er intet andet end et udyr, hvis alle kræfter er reserveret til ødelæggelse”.122
Menneskelig fornuft, der handler på egen hånd, er historien om menneskets oprør mod Gud og imod de begrænsninger, som Gud og naturen har sat for mennesket. Som Burkes monster således Maistres udyr. Overladt til sig selv og sin egen fornuft er menneskets bevægelse hen imod ødelæggelse. Kun gennem Gud findes sand fornuft og sand socialitet. Filosofien er derfor en oprørsideologi imod Gud, hvor Maistre i modsætning til Burke tillægger protestantismen en stor del af skylden, men med den vigtige kvalifikation i forhold til oplysningsfilosofien, at protestantismen er en kættersk, men netop ikke gudsfornægtende filosofi. Oplysningsfilosofien derimod er anti-religiøs, hvorfor Maistre også siger, at den franske revolution har en satanisk kvalitet ved sig, der adskiller den fra alle hidtil kendte oprør: “Om end der altid har eksisteret ugudelige mennesker, så var der aldrig før det 18. århundrede, i hjertet af kristendommen, et oprør imod Gud”.123
Filosofisk og videnskabelig rationalitet er ifølge Maistre en “essentielt set forstyrrende kraft”,124 og han bestemmer oplysningsfilosofiens drivkraft dels som teofobi,125 dvs. angst for og had til religion og dels som et generaloprør imod autoritet: “[D]et er ikke denne autoritet, de afskyr, men derimod autoritet som sådan”.126 Oplysningsfilosofien er ikke en opstand mod en specifik konge, regering eller autoritet, men mod monarki, regeringsmagt og autoritet som sådan i alle dens former. Oplysningsfilosofien angriber ikke specifikke religiøse, politiske og moralske dogmer, men derimod religion, politisk magt og moral i sin helhed, og derfor er den en forstyrrende, for ikke at sige ødelæggende, kraft. Den er motiveret af et had til alt og alle, der kræver adlydelse: “[E]nhver regering og alle etablissementer i Europa var dem anstødelige, fordi de var kristne og i det omfang de var kristne”.127
Oprøret imod Gud er forudsætning for oprøret mod kongen. Troen må undermineres, før kongen kan afsættes. Kirkemagt og politisk magt er intimt og nødvendigt forbundne, dog med den altafgørende tilføjelse, at de begge er afhængige af Gud. Pavestolen er det tydeligvis men også tronen, der er af guddommelig oprindelse. Troen bliver derfor grundlaget for kongens legitimitet. Som Richard A. Lebrun skriver, så forstod Maistre “politiske problemer som religiøse problemer” og “han foreslog religion som en løsning på politiske problemer”.128 I modsætning til mange af oplysningsfilosofferne, der anerkendte religionens positive integrative effekter og derfor mente, at i hvert fald den brede del af befolkningen burde være religiøs for den sociale freds skyld, og i modsætning til Burke, der så religion som sådan som positiv – der er det for Maistre mere snævert tænkt katolicismen, der er den eneste sande tro, og derfor den eneste religion, der i egentlig forstand kan holde mennesket i ave.
Fjernes Gud, da tvinges kongen til at retfærdiggøre sin eksistens og sine handlinger med utilitaristiske argumenter. Det ville være den absolutte fornedrelse af det sublime, den totale nedværdigelse af det uangribelige. Maistre er tro mod et af modoplysningens grundmotiver: korrumperingstesen, der siger, at enhver lille korrumpering antager et egetliv, som fører til den store eller totale korrumpering. Her udlægges den således, at når kongen tvinges til at legitimere sin eksistens og position, da skrider enhver form for legitimering og dermed enhver lydighed. Hvem vil adlyde en suveræn, de kan kritisere, og måske endda vælte? Hvem vil adlyde en lov, de kan ændre? En overordnet, lærer, forælder, ægtemand … der er deres lige? Alt falder.
Her viser Maistre ufrivilligt svagheden i denne del af modoplysningens argumentation, da den udtrykker en meget simplistisk og ensidig forståelse af loyalitet, som ikke kan baseres på andet end ubetinget lydighed og blind tillid. Den mindste mulighed for kritik bliver her med nødvendighed til undergravning af enhver konstans, og der stoles kun på en autoritet, der ikke kan betvivles. Det væsentlige er, at al autoritets- og traditionskritik ses som et angreb på al autoritet og alle traditioner som sådan, og det kun fordi de er autoriteter og traditioner.
Det er også i det lys, vi skal forstå hans forkætrede doktrin om pavens ufejlbarlighed; en doktrin, der har sin jordiske parallel i doktrinen om kongens suverænitet. Paven og suverænen står uden for ræsonnement, da det ifølge Maistre er en logisk umulighed, at man skal kunne sætte spørgsmålstegn ved paven eller suverænen, samtidig med at de forbliver pave og suveræn. Det er de kun, så længe det ikke er muligt at betvivle dem. De er ufejlbarlige – ikke i den forstand, at de ikke kan tage fejl, for Maistre var som alle andre forsvarere udmærket klar over sine idolers alt for menneskelige fejlbarlighed; modrevolutionen udviklede endda et ordsprog om at være ‘royale på trods af kongen’ – men sådan at ingen kan beskylde dem for at have taget fejl:
Ufejlbarlighed på det åndelige plan og suverænitet på det timelige er to helt synonyme ord. Begge betegner denne øverste magt, der står over alle andre, som alle andre hidrører fra, som styrer og ikke styres, som dømmer og ikke dømmes. […] ethvert styre er absolut; og i det øjeblik, man kan modarbejde det under påskud af, at det tager fejl eller er uretfærdigt, eksisterer det ikke mere. […] Så kan man sige, hvad man vil, så kan man kalde denne høje retslige magt, hvad man vil, men der må altid være en, til hvem man ikke kan sige: Du har taget fejl.129
Denne argumentation kan legitimere absolutistisk og arbitrært styre, men for Maistre er suverænitet altid både ubegrænset i kraft af at være suveræn, dvs. uden øvre, korrigerende eller intervenerende instans, og begrænset i kraft af at være indlejret i en særlig sammenhæng af traditioner, vaner, religiøse og moralske forskrifter etc. Maistre er velbekendt med farerne ved et ubegrænset styre, men han efterlader os i sidste ende kun med forhåbningen om, at suverænen vil overholde sædvanemæssige
