At alle konger er usurpatorer, og fordi de er konger, da må de dræbes sammen med deres koner, familier og tilhængere”.90 Burke gør her den enkeltstående begivenhed omkring den franske kongefamilie til sandheden om de nye principper. Demokrati er lig kongemord.
Om end radikaliteten af denne omvending tydeligvis foresvæver Burke, så har han tilsyneladende ikke helt forstået den, idet han gentagne gange spørger, hvad der egentlig var så galt med det gamle franske regime. Var det virkelig nødvendigt med en revolution? Var det så forfærdeligt? Disse spørgsmål stillet af Burke synes at indikere, at han ikke fuldt ud forstod rækkevidden af legitimitetsskiftet, der implicerer, at kongen er illegitim, fordi han er konge, og ikke fordi han har begået illegitime handlinger. Det er magtens ophav, ikke dens handlinger, der nu gør den legitim eller illegitim som styreform.
Demokrati for Burke betyder både anarki og tyranni. Han henviser bl.a. til den antikke demokratikritik hos Aristoteles, der forstår demokrati som et ustyrligt anarki, men samtidig trækker han også på en forståelse af demokrati som tyranni, dvs. demokrati som både fraværet og overfloden af magt.91 Det væsentlige er, at både anarki og tyranni signalerer en magt, der har brudt med sin naturlighed. Anarkiet vil føre til tyranniet, idet manglen på retmæssig og traditionel magt vil blive udfyldt af et overdrev af uretmæssig og voldelig magt. Der kan for Burke ikke være vedvarende mangel på socialitet eller magt. Når det aristokratiske samfunds socialitet nedbrydes, da er der for Burke ikke andre socialiseringsmekanismer end vold, som kan træde i stedet. Han er ikke i stand til at forestille sig et samfund baseret på andre principper end tradition og hierarki og må derfor forudsætte, at nøgen vold må træde i stedet for naturlig harmoni i alle andre samfundsalternativer.
Skandalen bag det demokratiske legitimitetsprincip er ikke kun, at den politiske magt skal gøres ansvarlig over for folket i ukvalificeret forstand, dvs. folket skal have indflydelse, fordi de er folket, og ikke fordi de har en særlig adelig eller ejendomsbesiddende kvalitet.92 Den har mindst lige så meget sin rod i, at demokrati også er en samfundsmæssig doktrin om generel lighed, dvs. demokrati er et opgør med hierarkier og privilegier og med de begrænsninger, der hindrer individets frie udfoldelse. Burke var tilhænger af det engelske system med en deling af magten mellem kongen og parlamentet, men dette gjorde ham ikke til demokrat i vor eller sin egen tids forstand, for han var arg modstander af lige repræsentation. Hans position er snarere det, man kunne kalde ‘repræsentativ elitisme’, dvs. en repræsentation forbeholdt de ‘værdige’.
Demokratisk frihed er unaturlig og fører til faktisk ufrihed. Det samme gælder forsøgene på lighed. “Tro mig, sir. De, der forsøger at nivellere, skaber aldrig lighed. I alle samfund, der består af forskellige befolkningsgrupper, må en gruppe være øverst. Lighedsmagerne ændrer derfor og perverterer derfor kun tingenes naturlige orden”.93 Det gør de ved at placere bunden i toppen gennem det demokratiske lighedsprincip, der tildeler magtens flertal til de grupper i befolkningen (han nævner bl.a. skræddere, murere, frisører), som Burke anser for naturligt underlegne. “Disse grupper”, siger Burke, “bør ikke undertrykkes af staten, men staten undertrykkes, hvis folk som dem, individuelt eller kollektivt, tillades at herske. I dette [kampen for lighed] tror du, at du bekæmper fordomme, men du er i krig med naturen”.94 Krigen mod naturen fører direkte til despotiet og senere til terrorregimet, idet magten gives til dem, der ikke kan herske. Når samfundets naturlige hierarki omvæltes, da falder hele samfundet, og den franske revolution er for Burke netop beviset på dette, idet den ifølge ham blev udført af “mænd uden rang, uden omtanke, [mænd] af vildt, dyrisk sindelag, fulde af letsindighed, arrogance og indbildskhed, uden moral, uden redelighed, uden klogskab”,95 samtidig med at den var “uden det mindste spor af, hvad vi kalder landets naturlige jordbesiddende interesse”,96 der for Burke er “folkets naturlige repræsentanter”.97 De udgør et “naturligt aristokrati, uden hvem der ikke var nogen nation”.98
Burkes politiske og økonomiske skrifter er i mange henseender et forsvar for en særlig klasses interesser, nemlig de store jordbesidderes, hvis interesser han forsvarer, dels fordi de er ‘et naturligt aristokrati’, der sikrer kontinuitet og stabilitet, dels fordi deres klasseinteresser og klassekvalifikationer er et bolværk imod de udannede, uformuende og ukvalificeredes anarkiske tøjlesløshed. Derfor modsatte Burke sig genfordeling af jord og velstand, på trods af en klar forståelse af både landbefolkningen og den begyndende arbejderklasses hårde vilkår. Han fremførte en form for konservativ liberalisme på det økonomiske område, der betragtede socioøkonomisk ulighed og politisk hierarki som forudsætning for samfundets velstand.99 Burke afviser forestillingen om ‘arbejdende fattige’, der i tiden efter blev et afgørende samfundsproblem, og han siger, at hidtil var begrebet ‘fattig’ blevet forbeholdt dem, der ikke kan arbejde, men “når vi starter med at ynke dem som fattige, der skal arbejde, for at verden kan fungere, da leger vi med menneskets vilkår”.100 Det vil altså sige, at fattigdom er et menneskeligt vilkår (og derfor ikke menneskets opgave at afhjælpe), og tilmed et nødvendigt vilkår for at hjulene kan køre rundt. Her ser vi et klart eksempel på, hvordan argumentet om det naturlige og nødvendige kan tjene mere umiddelbare interesser.
IV
Burke observerer den generelle lighedstendens, som han anser for at være en nivelleringsfordring, dvs. et krav om den totale homogenitet og et opgør med enhver forskellighed mellem mennesker. Det er ifølge Burke revolutionens ambition at “ødelægge al autoritet, at nivellere al rang, alle ordner og alle forskelle i staten og helt igennem ødelægge ejendomsretten”.101 Dette er den klassiske måde at kritisere kravet om lighed på, som vi kender mindst fra Platon og frem: at lighed er et krav om absolut ensartethed. Burke tematiserer dette spørgsmål i et klart aristokratisk privilegie-perspektiv, når han siger:
Men ridderlighedens tid er forbi. Sofisternes, økonomernes og de beregnendes tid er fulgt efter, og Europas herlighed er udslukt for stedse. Aldrig, aldrig mere skal vi se den ædelmodige troskab mod rang og køn, den stolte underkastelse, den værdige lydighed, den hjertets underordning, som selv under trældoms kår holdt en ophøjet frihedsånd i live. Den livets nådegave, som ikke kan købes for penge, nationernes billige forsvarsmiddel, som opdrager til mandig tankegang og heroisk handlekraft, er borte!102
“Sofisterne, økonomerne og kalkulatorerne” betegner det nye fremvoksende småborgerskab og dem, som Burke anser for deres åndelige ophav, dvs. oplysningsfilosofferne. Det er de nye abstrakte tænkere og interessebestemte aktører, der opstiller nyttekalkuler baseret på egeninteresse og på abstrakt formulerede principper. Oplysningsfilosofien består af den “metafysiske abstraktions nøgenhed og ensomhed”.103 Det er en abstrakt fornuft, der kun orienterer sig efter sin egen fornuftighed snarere end efter naturens, historiens og institutionernes faktiskhed. Det indebærer hos Burke ikke et forsvar for irrationalisme og mystik, men en modstand imod en sekulær fornuft, der kun anerkender sin egen rationalitet som målestok.
Burkes forfatterskab er derfor også fyldt med angreb på ‘metafysikere’, ‘abstrakt spekulation’ og deslige, der for ham udtrykker en fornuft uden binding til virkeligheden, til det konkret givne, der for Burke har en tvingende og forpligtende karakter: “Jeg har ingen høj mening om den del af menneskeheden, der er hjemfalden til sublim abstraktion og metafysik, og som med koldt blod kan underlægge nutiden, og dem vi dagligt ser og samtaler med, til umiddelbare ulykker, for at opnå fremtidige og usikre gevinster for personer, der kun eksisterer som en idé”.104 Når oplysningsfilosofien problematiserer det konkret givne til fordel for det abstrakt ønskelige, da stiller de sig i modsætning til naturen, og deres mål kan da kun forsøges nået gennem vold og projektmageri, og det er netop sådan, han betragter den franske revolution: “en blind og rasende fornyelsestrang”.105 Nu står alt åbent for forandring. Hellige principper tjener kun som mål for spot og forandring. Det urørlige forulempes, og det selvfølgelige problematiseres. Oplysningsfilosofien udtrykker i tanke, hvad den franske revolution
