abstrakte størrelse menneske er en illusion, da der kun findes konkrete, faktiske mennesker. Og det er et forræderi imod disse konkret eksisterende mennesker. De konkret eksisterende og besværlige mennesker prisgives til fordel for en vag forestilling om fremkomsten af en god menneskehed. Oplysningsfilosofferne fratager mennesket den umiddelbare tilgang til livet, de bånd, de vaner og den historie, der gør det enkelte menneske både unikt og del af en kæde af mennesker i fortid, nutid og fremtid til fordel for det egennyttecentrerede, atomistiske og ensomme individ.
I stedet for abstrakt rationalisme og vurdering baseret på absolutte principper argumenterer Maistre for en politik funderet i historie og erfaring. Han kalder historie for ‘eksperimentel politik’ og konkluderer herfra en række aksiomer angiveligt ‘bevist’ af historien, som fx at “arveligt monarki er det mest stabile, lykkelige og mest naturlige for mennesket og at valgmonarki derimod er den værste styreform”.141 Problemet med argumentationsformen er åbenlyst det, at historien er så rig, at den altid giver modeksempler.
Institutioner skal ikke vurderes på deres oprindelse (som Maistre medgiver ofte er en illegitim usurpation, erobring eller lignende), men på deres konstante og varige effekter. En i udgangspunktet illegitim institution bliver over tid legitim. Det, at den varer ved, viser ifølge Maistre, at den tjener et gavnligt formål, og derfor er den legitim. Det, der abstrakt set kan synes som misbrug og illegitimitet (fx kongens prærogativ eller adelens stilling), kan være nyttigt og gavnligt for samfundet som sådan: “Sædvane er al legitimitets moder”.142 Men samtidig insisterer han på monarkiets guddommelige oprindelse, hvilket oplagt står i modsætning til idéen om legitimitet gennem historisk konstans:
Det står skrevet ‘Fra mig regerer konger’. Det er ikke en frase fra kirken eller en metafor fra præsten. Det er en bogstavelig sandhed, simpel og håndgribelig. Det er den politiske verdens lov. Gud bogstaveligt talt skaber konger. Han forbereder royale slægter, lader dem modnes under en sky, der skjuler deres oprindelse. De fremstår da kronet med hæder og ære. De tager deres plads. Og det er det mest sikre tegn på deres legitimitet.143
En mulig løsning er den, Maistre skitserer i Essai sur le principe générateur des Constitutions politiques et des autres institutions humaines, hvor han beskriver tidens gang som Guds premierminister,144 således at en retmæssig hersker eller styreform beskyttes af Gud, hvorimod en uretmæssig væltes. Men heller ikke dette argument er konsistent, som Maistre godt ved, hvilket hans kritik af den franske revolution viser. Problemet forbliver uløst hos Maistre og illustrerer problemet med at legitimere en styreform, der har mistet sin uangribelighed. Legitimering er først relevant, når dets grundlag er eroderet, og Maistre finder ikke et nyt grundlag for den gamle ordens beståen.
III
Maistre er mest kendt for sin optagethed af vold og krig som konstanter i den menneskelige tilværelse, særligt da han ikke tørt bemærker det som en evig mulighed, men derimod udpensler livets afhængighed af døden, af den brutale død. Men som Owen Bradley skriver i sin glimrende, om end vel apologetiske bog A Modern Maistre, så er Maistre en voldens filosof, men ikke en voldelig filosof,145 dvs. han registrerer (og overdriver) tilværelsens brutalitet uden nødvendigvis at ville volden. Dog er hans skrivestil ikke uden årsag til, at mange146 har set ham som en forløber for fascismens fascination af vold og dens sætten lighedstegn mellem brutalitet og styrke. Formålet med Maistres optagethed af vold er kritikken af det, han med en vis ret anså for oplysningsfilosofiens drøm om en modernitet uden vold.147 Fremhævelsen af vold som et evigt og allestedsnærværende vilkår er derfor først og fremmest en kritisk metode (og sekundært en strategi for analysen af magt og socialitet, som jeg ikke kan gå ind på her), der skal afsløre modpartens naivitet og virkelighedsforsagelse.
Han afviste fuldstændig idéen om, at krig stammer fra herskernes onde planer og ufornuft (Voltaire skrev fx: “Men krig [stammer] fra forestillingerne hos tre eller fire hundrede personer spredt ud over kloden, der går under navnene konger og ministre”148). Krig ligger i menneskets natur, ikke i dets institutioner eller dets herskere:
Mennesket tørster efter magt; han har endeløse begær og er altid utilfreds med det, han har. Han elsker kun det, han ikke har. Folk klager over kongers despotisme. De burde klage over menneskets. Vi er alle født despoter lige fra den mest absolutistiske monark i Asien til det barn, der kvæler en fugl i sin hånd af glæde ved at se noget i verden, der er svagere end ham selv.149
Når han siger, at “[h]istorien beviser desværre, at krig […] er menneskehedens almindelige tilstand, hvilket vil sige, at menneskeblod må flyde uden ophør et eller andet sted på kloden, og at fred for enhver nation kun er en pause”;150 når han oplister alverdens krige og massakrer; når han udpensler dyreverdenens spis-eller-bliv-spist151 – så er det et modbillede til oplysningsfilosofferne, der alle uenigheder og tvivl til trods troede på samfundenes bevidste udgang af en verden martret af krig og vold, snarere end det er en sadistisk forkærlighed for vold. Det er krigen og voldens ufattelighed ud fra et rationelt og oplyst synspunkt, der gør det så vigtigt for Maistre at undersøge og fremhæve – og for nogle af hans ideologiske stedbørn i det 20. århundrede at fejre i råb som ‘Længe leve døden!’.152
Maistre reflekterer over det paradoks, at soldaten, der dræber uskyldige og i massevis, hædres og beundres, hvorimod bødlen, der dræber skyldige og få, foragtes og frygtes: “Forklar, hvorfor retten til at udgyde uskyldigt blod betragtes som meget ærværdigt af hele menneskeheden”.153 Her kommer den rationalistiske forklaringsmodel til kort. Det kan ifølge Maistre kun forklares med menneskets nederdrægtige natur. Mennesket længes efter slaget og massakren af uskyldige. Hvordan ellers forklare verdenshistoriens ubrudte kæde af mord?
Bødlen, modbilledet til den beundrede soldat, er Maistres mest berømte og berygtede billede, og han tjener for Maistre et dobbeltformål: at udstille begrænsningen af det rationalistiske eller oplysningsfilosofiske perspektiv og at insistere på magtens afhængighed af vold. I en grufuldt detaljeret beskrivelse af en henrettelse fremstår bødlen som den sociale ordens forfærdelige nødvendighed. Her er ikke plads til en egentlig analyse af Maistres bøddel. Det væsentlige er, at han eksisterer i modsætning til fornuft, “for fornuften kan ikke finde noget motiv i menneskets natur, der vil kunne lede mennesker til dette kald [som bøddel]”.154 Bødlen er foragtet, ensom og venneløs, lever i udkanten af byen og fremstilles i animalistiske termer. Han finder glæde og stolthed i at kunne sige: “Ingen kan nedbryde et menneske på hjulet bedre end mig”.155
Dette er et menneske, hvis eksistens og profession står i total modsætning til oplysning og fornuft, men som – hvilket Maistre ynder at fremhæve – findes til alle tider og alle steder, da der intet findes uden straf og undertrykkelse: “[A]l magt, al underkastelse afhænger af bødlen. Han er det menneskelige fællesskabs skræk og bånd. Fjern denne ufattelige person fra jorden, og da vil orden i det præcise øjeblik blive til kaos, troner vil falde og samfundet forsvinde”.156
Det er også denne tankegang, der får Maistre til i 1815 at forsvare den spanske inkvisition, der “i selve sin natur er god, mild og bevarende”.157 Han præsenterer et lidet overbevisende argument for, at kirken ikke havde nogen andel i torturen og dødsstraffene, samtidig med at han præsenterer inkvisitionen som et statsligt instrument i en religiøspolitisk undtagelsestilstand, en “farlig og ekstraordinær situation”158 forårsaget af jødedommen, islam og sekularismen (dette er det eneste skrift, hvor Maistre anvender en decideret antisemitisk argumentation; det er mere fremtrædende hos Burke om end ikke en afgørende del af hans tænkning159). Givet disse farer mod den spanske nation “var det absolut nødvendigt at etablere inkvisitionen, der ansås for det bedste for at kurere den politiske kræft, der hastigt var ved at fortære nationens hjerte”160
Maistre
