lydigheden fri, som skabte harmoni mellem livets forskellige afskygninger og ved en mild assimilering inkorporerede de følelser, der forskønner og formilder de almindelige omgangsformer, i det politiske liv, skal opløses af dette nye oplysningens og fornuftens sejrende herredømme. Alle livets gevandter skal på brutal vis rives af. Alle de dermed forbundne tanker, som udsmykkede den moralske forestillingsevnes garderobe, som hjertet besidder, og som forstanden godkender som nødvendige for at dække over vores nøgne, skælvende natur og ophøje den til værdighed i vores egen agtelse, skal sprænges i luften som en latterlig, absurd og forældet mode.106
Illusioner og slør lægger en tynd forskønnelse over livets hårdhed og forlener det med lidt større ynde, men oplysningen ønsker ifølge Burke at rive disse slør bort og afsløre livet og mennesket i al deres nøgenhed. Oplysningens lys-metaforik bliver her til et lys på det, vi helst ikke ville have set, det, der gør os flove over for hinanden. Slørets illusion over for den nøgne fornuft.
Denne revolutionære lighedsmani anerkender ingen af de gamle forskelskriterier, og Burke fremlægger, hvad han betragter som dens selvfølgelige konsekvens: kongemord som simpel forbrydelse og reduktionen af alt kvalitativt til rent ukvalificeret materialitet:
I dette system er kongen kun en mand og dronningen kun en kvinde, en kvinde er kun et dyr og ikke engang tilhørende den højeste rangorden. Al den agtelse, der udvises over for kvindens køn som sådant uafhængigt af specifikke anskuelser, skal regnes for romantik og dårskab. Kongemord, mord på forældre og helligbrøde er ikke andet end overtroiske opdigtninger, som fordærver retslæren ved at ødelægge dens enkelhed. Mordet på en konge, dronning, biskop eller far er blot almindeligt manddrab, og hvis folk ved noget tilfælde eller på nogen måde kan drage nytte heraf, er det den form for manddrab, som er mest tilgivelig, og som vi ikke bør ransage alt for nøje.107
Oplysningsfilosofiens konsekvens er, at en dronning kun er en kvinde, et kongemord kun et mord, og et mord lader sig undskylde, hvis det tjener vores interesser. Og Burke kan ikke lade være med at gentage en klassisk antidemokratisk påstand,108 nemlig at selv forskellen mellem menneske (eller rettere: kvinde) og dyr forsvinder. Demokratisk lighed er total forskelsløshed. Det, Burke beskriver, er, hvad han anser som de korrumperende konsekvenser af, at de samme principper og vurderingskriterier skal gælde for alle uden forskel.
Forskelsløshed er også orienteringsløshed og forvirring. Det er et opgør med de ting, der forlener virkeligheden med mening og som beskytter mennesket imod verdens uoverskuelighed. Konfronteret med tilværelsens ufattelighed og individets begrænsede mentale kapaciteter bliver traditionen, helligheden, institutionen og ikke mindst fordommen absolut nødvendige hjælpemidler for en tålelig eksistens. Den konservative tanke er grundlæggende en besindelse på menneskets svaghed og dets behov for moralske, religiøse, politiske institutioner for at afhjælpe denne svaghed.
Fordommen er en forestilling, der accepteres før eller uden refleksion, og Burke hævder stolt, at “i denne oplyste tidsalder er jeg dristig nok til at indrømme, at vi er mænd af ulærde følelser; at i stedet for at kaste alle vores gamle fordomme bort, så skatter vi dem i meget høj grad, og […] vi skatter dem, fordi de er fordomme; og jo længere de har varet, og jo mere udbredt de har været, desto mere skatter vi dem”.109 Fordomme er kompas, der orienterer mennesket i verden, og individets fornuft er for svagt og fejlbehæftet til at undvære dem:
Vi er bange for at sætte folk til at leve og handle ud fra den enkeltes personlige forråd af fornuft, fordi vi nærer en mistanke om, at dette forråd i hvert eneste menneske er ringe, og at de enkelte personer ville gøre bedre i at benytte sig af nationernes og tidsaldrenes fælles bank og kapital. Mange af vores tænkere bruger deres klogskab til at udlede den latente visdom, der hersker i fordommene, frem for at sprænge de almindeligt anerkendte i luften. Hvis de finder, hvad de søger, og de tager sjældent fejl, opfatter de det for mere vist at bevare fordommen med dens indhold af fornuft frem for at aflægge fordommens kåbe og ikke stå tilbage med andet end den nøgne fornuft. For fordommen har med sit indhold af fornuft en bevæggrund til at sætte denne fornuft i bevægelse og en kærlighed til den, som vil gøre den bestandig. Fordommen lader sig let anvende i nødstilfælde. På forhånd fastholder den sindet på visdommens og dydens støtte kurs, og den lader ikke mennesket stå tøvende, skeptisk, forvirret og ubeslutsomt tilbage i afgørelsens øjeblik. Fordommen gør menneskets dyd til en vane og ikke til en række handlinger uden indbyrdes forbindelse med hinanden. Selv om den kun er fordom, bliver menneskets pligt en del af dets natur.110
Burkes berømte hyldest til fordommen har tjent som inspirationskilde til utallige konservative forsvar for værdien af forestillinger, institutioner og praksisser, der ikke stilles til ansvar for rationel tankegang og nyttebestemt kalkulation. Over for den fordomsfrie fordring, som modoplysningen hævder er oplysningens krav til mennesket, vælter alle institutioner. Mennesket efterlades derfor alene, sårbart og illusionsløst. Oplysningens fornuft er en nøgen form, der prisgiver mennesket til tilværelsens uudgrundelighed.
V
“Fransk frihed” er for Burke “intet andet end frie tøjler til syndighed og forvirring”.111 Heroverfor står den ægte frihed, der er en “mandlig, moralsk, reguleret frihed”,112 altså en selvbegrænsende frihed af aristokratiskdannet karakter. Burke kan ikke forstå udstrækningen af frihed til flere grupper og flere områder som andet end tøjlesløshed. Fransk frihed er en imperialistisk frihed, der vil underlægge sig alt og alle, og som ikke anerkender nogen begrænsninger. Det er en “ensom, uforbundet, individuel og selvisk frihed”,113 der kun har sine egne interesser for øje. Derfor siger Burke, at “begæret efter og skabelsen af en tyrannisk dominans lurer i kravet om en ekstravagant frihed”.114
Fransk frihed er en absolut frihed, hvis meningstomhed ifølge Burke kun kan udfyldes af dominans og undertrykkelse, af “ens egne blinde og brutale passioners despoti”.115 Overladt til sig selv vil frihed føre til ufrihed, ganske som demokrati fører til despoti og lighed til anarki. Overskridelsen af naturlige grænser medfører udartninger og excesser af religiøs, moralsk og politisk art. Dét er hovedessensen af Burkes politiske filosofi, og derfor er hans skrifter også fyldt med referencer til oplysningens og revolutionens monstrøsitet, idet monsteret bliver billede på fejlslagen natur.116
Monsteret i form af ateisme, seksuel løssluppenhed, demokratisk anarkisme, angreb på ejendomsret og privilegier er den naturlige følge af unaturlighed. Revolutionens “ånd ligger dybt i korruptionen af vores fælles natur”.117 At revolutionen udarter til et terrorregime, bliver det afgørende bevis for modoplysningen – dengang og til i dag – på at frigørelse fører fra “det vildeste anarki til det hårdeste despoti”.118 Monsteret er oplysningens sande barn.
3. MODOPLYSNINGENS BØDDEL: JOSEPH DE MAISTRE
Joseph de Maistre (1753-1821) er en af dem, der har givet modoplysningen et dårligt ry som dyrkelse af det irrationelle, det autoritære og det voldelige. Dette billede er ikke rimeligt, men hans skrifter har givet kritikerne rig mulighed for at fremstille modoplysningen som dødsskriget fra en grum fortid. Han er som oftest blevet betragtet som den sidste repræsentant for det gamle system, velanskreven og personligt et godt og rart menneske, men i sine skrifter en blodtørstig dyrker af absolut underkastelse, villet fordummelse og åndens slaveri.
Hans tænkning opsummeres ofte som ‘mere royal end kongen og mere katolsk end paven’, hvilket er rigtigt i den forstand, at han var uortodoks i sit forsvar for det ortodokse. Han ligner på mange måder Rousseau, særligt i den forstand at han ynder den paradoksale eller radikale skrivemåde, hvor pointer overdrives ud i det absurde og paradokser står som argumenter. Hans tænkning har på trods af kritikken inspireret og mobiliseret mange positivt og negativt, og i det følgende vil vi koncentrere os om hans kritik af den progressive tanke,
