på entreprenørskabs- og foretagsomhedsundervisningen i Danmark, på trods af hendes metaforers ringe kompatibilitet med den ovenstående vækstmetafor. Vi uddanner derfor med et sæt konceptuelle metaforer med henblik på at opnå målene fra et helt andet metaforsæt.
Denne manglende væksttænkning er også slående i de metaforer, der anvendes af entrepreneurerne selv (Dodd, 2002). Dodds studie er udført på amerikanske entrepreneurer, og hun påpeger selv, at der må forventes forskelle i metaforer hos hhv. europæiske og amerikanske entrepreneurer. Men da der ikke er udført danske undersøgelser af feltet endnu, tillader jeg mig her at drage paralleller.
Sandra Dodd skitserer syv metaforer i den undersøgelse, hun har foretaget. Hun beskriver syv ‘vehicles’ for entrepreneurerne: ‘Most of these vehicles are dynamic, focusing upon various kinds of disruptive and difficult human activities ’ (Dodd, 2002:524). De syv motorer for entrepreneurerne er:
(1) Rejse, (2) Væddeløb, (3) Forældreskab, (4) Bygge, (5) Krig, (6) Ikonoklasme og (7) Passion, hvoraf de fire mest udbredte er 6, 3, 1 og 7 (her ordnet efter udbredelse).
Den mest udbredte motor for entrepreneurerne er ikonoklasme (som bogstaveligt talt betyder ødelæggelse af billeder). Det vil sige, at entrepreneurer er mest kendt for at bryde med gældende normer og regler: “There is a strong sense of the entrepreneur as iconoclast, shattering the mold” (Dodd, 2002:528). Entrepreneuren ser sig selv som en, der angriber det givne og skaber nye mønstre. Også entrepreneuren som forældre for projektet, der passer, plejer og udfordrer virksomheden eller projektet på måder, der gør det stærkt og levedygtigt, er meget udbredt. Endelig er forståelsen af entreprenørskab som en passion og som en rejse tydelig i de interviews, Dodd har gennemført, og alt i alt viser det et billede af, at de konceptuelle metaforer, entrepreneurerne selv ser som centrale, er relativt langt fra det danske samfunds metaforer om ‘udvikling er vækst’. Her er udvikling i højere grad en proces, og entrepreneurerne ser sig selv som styrende for denne proces, ikke som passive genstande for processens succes.
Metaforisk sammenstød
Dette møde mellem konceptuelle metaforer hos entrepreneurer og i samfundet viser en fundamental inkompatibilitet. Erfaringsfeltet for entrepreneurerne er processuelt, og de er selv aktører i deres projekter. I samfundets metaforik er erfaringsfeltet kausalt og progressivt, og entrepreneuren er passiv. Både samfund og entrepreneur ønsker altså at være den agerende part. Det er ikke overraskende, da det jo er måden, hvorpå man kan øve indflydelse. Det er dog et spørgsmål, om samfundets metaforik ikke bør være den vigende i denne sammenhæng, særligt fordi vi netop underviser efter processuelle metaforer og dermed lærer de studerende, at de selv må tage ansvar for deres projekter, og at de skal tage udgangspunkt i deres egne evner og muligheder og gennem dem se samfundets behov, frem for at gå den modsatte vej (Bager et al., 2010; Sarasvathy 2008).
Disse former for sammenstød er gældende for endnu et område i entreprenørskabsretorikken, nemlig de dikotomier, vi opstiller med henblik på at forstå vores egen position i modsætning til andres. Dem ser jeg nærmere på i det følgende for at vise endnu en måde at frigøre entreprenørskabsretorikken og entreprenørskabs– tænkningen på.
Entreprenørskabsdikotomier
Dikotomier eller dualiteter findes i alle sproglige sammenhænge. Tænk bare på Det Gamle Testamentes skabelsesberetning. Her tales om adskillelse af lys og mørke og om kundskabens træ, hvorfra man kan få indsigt i godt og ondt. Eksempler bruges ofte til at illustrere tidlig dualistisk tænkning. Men faktisk er betydningen anderledes i den hebraiske tekst; forskellen kan bare ikke gengives i indoeuropæiske oversættelser, fordi vore sprog ikke rummer et lignende sprogligt fænomen, som det hebraiske sprog gør brug af her. Fænomenet kaldes hen dia dys, hvilket er græsk og betyder ‘en gennem to’. Ved at nævne modpolerne beskrives alt det mellemliggende. Lys & mørke er dermed hele døgnet og godt & ondt betegner alt. Men i vores ører lyder det som absolutte modsætninger, og denne form for modsætninger opstiller vi mange af. Jeg vil i dette sidste kapitel af artiklen om entreprenørskabsretorik argumentere for, at vi opstiller falske dikotomier, og at disse står i vejen for, at vi kan møde den verden af traditionel undervisning og læring, som foretagsomhedsdidaktik og entreprenørskabsundervisning er et opgør med, men også en forlængelse af. Kunne dikotomierne vendes og ses mere som hen dia dys end som modsætningspar, der gensidigt udelukker hinanden, ja, så kunne endnu en retorisk og dermed perceptuel forhindring fejes bort.
De to dikotomier, jeg har valgt at kigge på, er:
Født – Skabt
Foretagsomhed – Faglighed
Andre, der kunne være interessante at undersøge nærmere, er kreativitet som modsætning til ro og innovation som modsætning til stilstand.
Dikotomier er ikke i enhver henseende et onde. Det, der er problemet med dem, er, at de ofte er falske. Det gælder også de to nævnte. Der er ikke tale om egentlige modsætningspar, men om forskelle, som vi italesætter og derigennem er med til at give et liv, uden at de reelt er et produkt af erfaringer. Frem for at se elementerne som modpoler på en akse, foreslår jeg en ændring, hvor vi ser parrene som to dimensioner i et koordinatsystem. Det giver en hel dimension mere at tænke om fænomenerne i.
To falske dikotomier
Konstruktionen af en modsætning mellem Født og Skabt er kommet af et opgør mellem en nyere og en ældre entreprenørskabstænkning. Bl.a. Joseph Schumpeter omtaler entrepreneuren som født med særlige karakteristika (Neck & Green 2010). I den form for entreprenørskabstænkning, der dominerer i dag, er det selvsagt inkompatibelt med foretagsomhedsdidaktik, da entreprenørskab som personlighedstræk vil overflødiggøre alle forsøg på at undervise andre end netop dem, der har dette personlighedstræk.
Som det fremgår af figur 3, kan vi gå fra at tale om de to standpunkter, entrepreneuren som skabt og entrepreneuren som født, som yderpoler, til at tale om dem som to dimensioner til forståelse af den enkelte person eller gruppe, vi står over for. Naturligvis vil der være studerende, som har mere flair eller talent for at agere entreprenant end andre. Men der er langt derfra og til at sige, at der findes studerende, vi ikke vil kunne lære at agere foretagsomt. Grundlæggende bør vi tro på, at vi i hvert fald kan lære alle studerende at agere mere foretagsomt, end de tidligere har gjort.
Figur 3. Fra dikotomi til to dimensioner
Den anden dikotomi i figur 3 er forholdet mellem faglighed og foretagsomhed. Selv om vi ved, at der er en klar tendens til, at høj uddannelse påvirker foretagsomheden i negativ retning, kan det ikke desto mindre læres. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at tænke på faglighed og foretagsomhed som dimensioner i et koordinatsystem end som dikotomier, netop fordi vi ellers ender i en logik, hvor høj faglighed gør en mindre foretagsom og modsat, altså at hvis man ønsker den høje faglighed, så kan den ikke kombineres med foretagsomhed og entreprenørskab. Denne fejlslutning står i vejen for, at foretagsomhedsdidaktik finder anvendelse i en bred vifte af ikkevirksomhedsrettede fag med henblik på at øge de studerendes self-efficacy (Bandura 1994, Kirketerp 2010) generelt og dermed gøre dem i stand til i meget bredere forstand at arbejde mod at skabe værdi med deres viden.
Bevægelsen fra dikotomi til todimentionalitet skal dermed ses som en vej til at anskue flere fænomener som dimensioner frem for modsætninger
