anser vi metaforer som ‘mere er godt’, ‘ned er dårligt’, ‘ned er ked af det’ etc. som så almindelige, at de anvendes i vores daglige sprog. Disse er indlært gennem erfaringer. Fx lærer vi orienteringsmetaforen ‘op er godt’ ved at se vores forældre hælde juice i glas til os og erfare, at jo højere juicen står i glasset, des mere er der, og hvis man vel at mærke kan lide juice, kobles godt og op til hinanden (Lakoff & Johnson, 2002:245). Det er godt at komme op i himlen og skidt at komme ned i helvede! Op er godt-metaforen kan ligeledes ses i studier, hvor forsøgspersoner skal arbejde kreativt hhv. højt oppe i en bygning og nede i en kælder og undervejs skifte lokation med ændring i deres arbejdsevne og sindstilstand til følge (Casasanto og Djikstra, 2010; Lakoff og Johnson, 2002). Vores erfaringer og sanser spiller en enorm rolle for vores tænkning, og det massive fokus på kognition som en beregning i hjernen (udslag af den konceptuelle metafor ‘hjernen er en computer’) står i vejen for, at vi begynder at forstå hjerne, krop og omverden som en samlet entitet, der processerer indtryk (Clark, 1998; Barsalou, 2008). Kognitionsforskningen har arbejdet med Lakoff og Johnsons teori, og det har ledt til en videreudvikling af forståelsen af de konceptuelle metaforer i relation til kognitionsforskning.
Den store styrke ved at introducere konceptuelle metaforer er, at kan man ændre de metaforer, der tales i, kan man også ændre egen og andres opfattelse af verdens sammenhæng. Således er en introduktion af metaforen ‘ældrebyrde’ en kobling af det at bære en byrde med ældre – og vinder den indpas i almindelig tænkning, så kobles fremadrettet ældre med byrde (se figur 2). Der er selvsagt en række områder, hvor de to fænomener ikke er sammenfaldende, men vi sammenkobler de elementer, det er meningsfuldt at forene, og ignorerer de elementer, der ikke giver mening, og dermed skabes, hvad Gareth Morgan benævner “constructive falsehood” (Morgan 2006:4). Ydermere kommer vi til at overføre andre betydninger fra vores erfaringer til begrebet, som er med til at farve vores opfattelse – således præger en begrebsmetafor som ‘Ældre er en byrde’ os i retning af at få en negativ opfattelse af ældre, at se dem som noget, vi slæber rundt på, som noget, vi gerne vil afhænde.
Figur 2. Fællesmængden mellem ældre og byrde er tyngde
Omvendt kan metaforer også have den modsatte effekt, hvis de anvendes forkert, fx ved ikke at referere til vores erfaringsverden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i sin tale ved Venstres Landsmøde 2010 bl.a., at “hvis man vil arbejde med blomster, så må man jo ikke være bange for at rive sig på torne”, og senere i samme tale: “i Venstre vil vi hellere tage fat om roden end se det danske velfærdssamfund visne bort”.
I begge billeder er der forsøg på anvendelse af metaforer, men begge steder mangler en entydig fællesmængde mellem fænomen og erfaringsverden. Man kan godt arbejde med blomster uden at rive sig på torne – havde han sagt roser, ville metaforen have virket anderledes godt. Ligeledes ved vi godt, at tager man fat om roden på noget, så visner det netop bort. Medmindre man fx planter om. Her bryder metaforen sammen og bliver virkningsløs, fordi fællesmængden ikke bliver udnyttet ordentligt.
Det blev den derimod i både erhvervslivets og Løkke-regeringens tale om vækst. Danmark skal vækste som økonomi, og denne vækst skal bl.a. sikres gennem entreprenørskab og innovation. Vi ser vækstmetaforen i fuldt flor i entreprenørskabsretorikken. Vi har væksthuse og inkubatorer på uddannelsesinstitutionerne, og der bliver talt om vækstiværksætteri som et af de mest udtalte behov. Denne fokusering på vækst i relation til studerende får konsekvenser for måden, vi opfatter og behandler dem på. Men derudover er denne metafor i modstrid med, både hvordan vi uddanner foretagsomme og entreprenante studerende, og hvordan de selv tænker konceptuelt om sig selv. Denne dissonans vil jeg udfolde i det følgende.
Samfundets metaforer
Metaforer, der forekommer i samfundets og uddannelsesinstitutionernes tankemønstre, er, at studerende er kyllinger, planter eller elpærer. De to første er udslag af vækst-metaforen ‘udvikling er vækst’. Den sidste, ‘entrepreneurer er elpærer’, har rod i den konceptuelle metafor ‘indsigt er lys’, som giver liv til Georg Gearløs’ lille hjælper og en mængde materiale, der anvender pærer som symbol på idérigdom.
I denne sammenhæng vil jeg dvæle mest ved den konceptuelle metafor ‘udvikling er vækst’. Erfaringerne med vækst er hentet fra dyre- og planteverdenen. Man sår sin sæd, og ud af den vokser der noget. Sæden skal således sås, og der skal være gode betingelser som gødning, vand og lys til stede. Det er vores erfaring, at vækst kommer, ved at man tager noget småt og får det til at gro og vokse til noget større. Populært sagt, må man starte som lille opfinder for at blive stor. Denne tankegang om planter trækker vi over på entreprenørskab. De studerende er små stiklinger, der skal være i et væksthus og her vokse sig større og mere modstandsdygtige, inden de plantes ud i det omgivende samfund. De er beskyttede, de er små, og de kan ikke klare sig selv. Men det er sådan, at de kan vækste, på den måde som vores samfund har brug for. Desuden er der en tanke om, at hvis man planter virkelig mange stiklinger, så må der være en forholdsmæssigt stor del, der overlever uden for væksthuset.
På samme måde er det med kyllingemetaforen – studerende er æg, vi lægger under en varmelampe, og når de udklækkes, passer vi dem og feder dem op, indtil de er enten gode læggehøns eller slagtemodne. Der er både for plante- og kyllingemetaforen tale om en lineær udvikling, hvor man ikke kan springe på i farten. Vi har ingen erfaringer med planter, der spontant opstår i en vis højde, eller fuldfede kyllinger, der dukker op ud af det blå. Den logik, der findes i erfaringsfeltet, trækker vi over i fænomenfeltet, og dermed lægges det til den fællesmængde, vi ser mellem de to elementer.
Det er naturligvis meget oplagt at ‘udvikling er vækst’, fordi vi også har en konceptuel metafor om at ‘fremad er godt’. Dog er der en meget dominerende vækstdiskurs i hele samfundet, som gør, at vi fokuserer på elementer som vækstlag, væksthuse og inkubatorer, som om flere af disse også vil generere flere vækstiværksættere. En logik, der er helt rigtig, når det gælder planter og kyllinger, men ikke nødvendigvis gælder for entrepreneurer. For ud over de ovenfor skitserede karakteristika gælder det også, at kyllinger og planter ikke har megen selvstændig vilje og alene har nytteværdi for dem, der høster eller spiser. De præges passivt af vækstbetingelserne, men er ikke i sig selv med til at vokse og præge sig selv som produkt. Denne retorik kan virke afskrækkende på studerende, der enten ikke opfatter sig selv som et vækstpotentiale på den måde, eller ikke ser sig selv som uselvstændige små mekanismer, der skal passes og plejes.
Tværtimod ser det ud til, at de metaforer, entrepreneurer sætter på sig selv, går i helt andre retninger.
Entrepreneurernes metaforer
Hvad tænker entrepreneurerne om sig selv? Hvilke schemata arbejder de efter, når de lykkes som entrepreneurer? Det er der lavet en række undersøgelser af, hvoraf jeg her har udvalgt to.
Schemata eller scenarier, som entrepreneurer arbejder efter, er bl.a. udlagt i Saras Sarasvathys begreb om ‘effectuation logic’ (Sarasvathy 2008). Her opstilles fem principper, som succesfulde entrepreneurer arbejder efter: (1) Bird in the hand, (2) Affordable Loss, (3) Pilot in the plane, (4) Lemonade principle og (5) Crazy quilt (Se i øvrigt Korsgaard samt Kirketerp i nærværende antologi). Grundtanken i disse fem metaforer er, at entreprenørskab opstår spontant og uventet og står i modsætning til kausal tænkning, hvor den konceptuelle metafor er ‘fremtiden er en vej vi går udad’, i modsætning til den effektuelle ‘fremtiden skabes, mens vi går’ (Greve & Søgaard Nielsen 2011). Succesfulde entrepreneurer benytter sig af de fugle, de har i hånden, de skaber flyet, mens de flyver, de
